Mandag satte vi kursen mod Cochem, en køretur på 430 kilometer. Det er omkring 20 grader varmt, hvilket altid er bedre for en elbil end lavere temperaturer, fordi de påvirker rækkevidden. Min bil kan køre ca. 350 km ved 120-130 km/t på motorvejen, hvilket betyder, at vi bliver nødt til at oplade mindst én gang undervejs. Men vi vil ikke ankomme til vores destination med et lavt batteriniveau, så jeg beslutter mig for at gøre to ladestop alligevel. Vi skal til en feriepark, og vi planlægger at tage på dagsture derfra uden at skulle bekymre os om opladning. Smoov-appen siger, at der skulle være en ladestander der, men jeg regner ikke med det. Den kan være optaget eller ude af drift.

Jeg har kørt fuldt elektrisk uden problemer i næsten tre år nu. Engang gik det dog galt: Jeg kørte en tur på mere end 200 km sent om aftenen ved temperaturer lige under nul og kørte hele vejen med den maksimale hastighedsgrænse (som stadig var 130 km/t på det tidspunkt). Jeg kom næsten hjem uden at lade op, men med kun få kilometer til overs. Jeg havde måske ikke klaret det, hvis jeg ikke havde skruet lidt ned for varmen de sidste 50 km.

Første etape, på vej mod Mosel-regionen

Så her kommer første etape af vores ferie: Vi tager af sted med et fuldt opladet batteri til det første ladestop, som er i nærheden af Hünxe, en samlet afstand på 221 km. På Raststätte, eller 'rastepladsen', langs A3 kan vi bruge en hurtigoplader. Efter fem minutter parkerer en Jaguar i-Pace ved siden af os. Vi får en snak, udveksler nogle erfaringer, og efter en kop kaffe er vi på vej igen. Vi har opladet i ca. 30 minutter, og med vores nuværende rækkevidde kan vi sagtens nå frem til vores sommerhus, men vi vil gerne have lidt mere power i reserve. 50 km før vores destination gør vi et kort stop ved Elztal Raststätte på A48. Der finder vi et stort vogntog parkeret foran ladestanderne. Til min store lettelse hører jeg lastbilens motor gå i tomgang, da jeg stiger ud. Chaufføren forstår situationen og rykker lidt frem: Heldigvis er der masser af plads. Vi oplader her i knap et kvarter, og det giver os tid til at strække benene, inden vi kører igen.

Da vi ankommer, viser det sig, at jeg kan parkere lige ved siden af feriehuset. Det betyder, at jeg kan bruge rejseopladeren til en normal stikkontakt, og det er det første, jeg gør. Jeg skruer opladeren ned fra 10A til 6A (= 1,3 kW). Jeg er ikke sikker på, hvad en sådan stikkontakt kan klare, og der kan være andet udstyr i samme gruppe, f.eks. en vaskemaskine eller en opvaskemaskine. Det sidste, du ønsker, er at se røg komme ud af stikkontakten, eller at det hele bryder i brand ... Better safe than sorry!

På vej mod Schwarzwald

Efter at have tilbragt et par dage her tager vi videre til vores næste destination: Freudenstadt i Schwarzwald. Denne etape dækker en afstand på 300 km. Efter 60 km stopper vi for vores første opladning på Autohof Waldlaubersheim ved A61. En tysk Autohof, eller servicestation, tilbyder normalt alt, hvad man har brug for: en benzinstation, spisesteder og i dette tilfælde også Tesla- og Allego-ladestationer. Vi drikker en kop kaffe i restauranten, og inden længe er vi tilbage på vejen. Ladetilstanden (SOC) var 50 %, da vi ankom, og 80 %, da vi forlod restauranten efter 25 minutter.

Nu kører vi med en gennemsnitshastighed på 120 km/t mod Rastatt. Her er vi nødt til kortvarigt at forlade A5, fordi Allego-ladestationen ligger på en slags industriområde med butikker i nærheden. Det er søndag, og gaderne er næsten øde. Vi har ikke brug for mange kilowatt-timer for at komme frem. Måleren viser nu en SOC på 30 %, og efter 20 minutter er vi i gang igen med 70 %. Freudenstadt ligger kun 60 km herfra.

Rejsen hjem

Efter halvanden uge sætter vi kursen hjemad. Vi har en samlet rejse på 700 km foran os, men min kones ryg driller, så vi beslutter os for at gøre det i to etaper med en overnatning. Jeg forsøgte at finde ud af, om jeg kunne oplade på hotellet, men kunne ikke få noget svar, så vi går ud fra, at det ikke er muligt. Overfor vores gæstehus ligger en fantastisk restaurant: Zur Mühle i Grüntal.

På restaurantens hjemmeside står der, at man kan oplade sin bil gratis, hvis man spiser der. Vi havde allerede spist der ugen før, og jeg havde aftalt med ejeren, at jeg kunne sætte stikket i aftenen før vores afrejse. Så næste morgen tager vi af sted med et fuldt batteri. Den første etape er på ca. 340 km, hvilket vi sagtens kan klare med et enkelt ladestop. Vi starter i 700 meters højde, og 60 km væk ligger A5 ved havets overflade. Da vi rammer A5, får jeg 8,9 kWh/100 km: Hvis bare det altid var så godt ...

Vi er på vej til Allego-hurtigopladeren i Limburg an der Lahn, ca. 2 km fra motorvejen. Desværre får jeg en Smoov-app-besked, 10 minutter før vi ankommer: "Ladestationen er optaget." Da vi ankommer, står der en Citroën C-Zero ved CHAdeMO-ladestanderen. Det betyder, at jeg ikke kan oplade med CCS-stikket på samme tid, men jeg kan bruge AC-stikket. Men der er en begrænsning: Bilens hardware kan kun håndtere op til 7,4 kW på AC. Den venlige Citroën-chauffør siger, at han har strøm nok i løbet af et kvarter, og så er han væk. Han holder sit ord, og jeg sætter CCS-stikket i, så vi kan fortsætte med at oplade med 45 kW. Overfor hurtigladeren ser vi en italiensk restaurant med terrasse! Der er 25 grader udenfor, så vi tager en iskaffe der. Med en 80% SOC fortsætter vi vores tur til hotellet i Windhagen nær Bonn.

Vi ankommer til et næsten øde hotel. I receptionen fortæller de mig, at jeg kan oplade fra en almindelig stikkontakt i parkeringshuset. Det er fint: Hver kW er en ekstra. Jeg tilslutter rejseopladeren og indstiller den til 6A. Næste morgen kan jeg se, at jeg har opladet i næsten 12 timer ved 1,3 kW, hvilket stadig er 25 % SOC gratis. Det gør den sidste etape til en leg: kun 352 km tilbage. Det betyder også, at vi kan sætte foden lidt ned på den tyske Autobahn.

Det næste planlagte stop er på A3 lige før den hollandsk-tyske grænse: Hamminkeln. Overfor hurtigladeren er der en "Bors, mein Bäcker"-café. Det øsregner, så vi kommer ikke til at sidde udenfor i dag. Vi går indenfor og får en dejlig Latte Macchiato og en Bienenstich, eller "bi-stik-kage". Efter kaffen er vi allerede oppe på 80% SOC, så vi kan sagtens nå det. Da jeg sætter mig ind i bilen, holder der en varevogn ved siden af mig, en Nissan NV-200. Han er glædeligt overrasket over at se, at vi kører i det øjeblik.

Vores konklusion

Der er virkelig ingen grund til, at det skal være en udfordring at tage på ferie i udlandet med en fuldt elektrisk bil. Med lidt planlægning kommer man frem, hvor man vil. Vi oplever, at vi er meget mere afslappede, når vi rejser nu om dage. I stedet for at gøre korte stop og så køre videre igen, skal vi bare stoppe i mindst 30 minutter hver anden og en halv time. En ekstra fordel er, at det tvinger dig til at tage en pause. Men betyder det ikke, at du kommer meget senere frem til din destination? Jo, det tilføjer måske lidt under en time til en 700 km lang dagstur, men i det mindste er du mindre træt, når du kommer frem. Og hvad betyder en time, når man skal på tre ugers ferie?
 

#KeepDrivingForward